• ···

Hvis jeg ikke var mig ville jeg være…

…Grimes. Ingen tvivl. Claire Elisa Boucher. Hun er så mega sej. Helt åben for sin egen kerativitet og lader den blomstre vildt og utæmmet. I denne her nye video, leger hun med elementer fra gamer livet, Michael Jackson’s “bad”, Nirvanas “smells like teenspirit”, cyperpunk/cypergoth (pænt vild stil btw) og elementer fra 90’er kitch og kult filmen “Blade”. Rollespil, amerikansk tegneserie stil og japansk animee florerer også. Det hele går op i en højere enhed, selvom man ikke lige forventede det med de ingredienser. Jeg havde glædet mig meget til den her video, fordi jeg synes det er det svedigste nummer på et album, som jeg ikke mener er lige så genialt som det forrige (Visions var fænomenalt!). Videoen er stylet og klippet helt perfekt og igen arbejer hun sammen med sin Bror Mac Boucher. De har tidligere stået for de mest gennemførte af hendes videoer.

grimes-kill-v-maim-still

Hun blir en så stor indflydelse på de næste mange års musik, tror jeg. Åh Hvor er hun sej.

Ja. total girl crush…

Men siden det ikke er sådan at jeg reelt er Grimes,
så har jeg det så fint med at være mig og ha hende i mine øre, når jeg vil.

(Btw hvis du er blevet inspireret af Grimes så er der støvler og tern og en leggins eller to at finde her
Brug koden: 335406 før den 24/1-2016.)

M.

 

Nu er 16 altså for grådigt.

Stenede på Facen og så dukkede det op i mit feed. Else Marie Pade er død.

Modstands kvinde og musik pioneer -og anerkendelsen af hende som fortræffelig komponist kom sent. Mod, mod og tålmod. (Jeg håber at lærer det hele.)

Du kan nu inddeles i en af de to følgende kategorier: Musiknød eller Spotifymenig. Den ene er ikke bedre end den anden, de er blot forskellige. Hvis du er sidste nævnte vil du tænke “who the fuck died???!”. Jeg tror jeg vil sige det sådan- den danske elektroniske scene har mistet sin mor. 91 år gammel. En hel undergrund af nørder og ravere har mistet hende den seje gamle. The Queen.
Det vil svare til den dag Dansk toppen mister Birthe Kjær. Det er bare trist…

Havde en gang æren af at høre en koncert og et interview med hende. Det var meget rørende og ærligt. Hun virkede så ydmyg og taknemmelig. Over at nogen fandt hendes værker smukke. For det var de. Måske ikke helt let fordøjelige hvis man ikke er vant til halv mærkelige elektroniske universer, men unikke og ja- smukke.

Jeg skrev en sætning ned som hun sagde, for den var helt fortryllende:

“Jeg ku høre stjernerne. De var meget høje og smukke, og de var mine!” Sagt med den fineste hæse lille stemme.

Og sådan synes jeg hendes musik lyder. som stjerner… Flyv godt Queen Else Marie Pade.

Og nu synes jeg ærlig talt du har været sulten nok 2016. Kan du evt lade være med at ta flere koryfæer, bare lige den næste måned? Det ville være rart. Tak. Piv.

Else_Marie_Pade_baandoptager

There is a special place in Hell, for bloggers…

And now I’m apparently gonna join them!

Så er det i morgen tidlig, min blog blir officiel…. OMFG. En af mine kollegaer synes det var det dummeste jeg kunne gøre. For så vil jeg blive for kommerciel og ikke have mere privat liv. Jeg forstår hende godt, og har selv haft tanken. Men nu prøver jeg altså. Hvis det ikke fungere så er det jo bare det… En del af mine veninder har synes det var sejt.

Jeg har det egenligt bare som dengang, med MySpace. Når jeg havde lavet en ny flot profil. Jæs jæs. Jeg var en af dem der gik meget op i det, juks… MySpace. Og nu er det så en blog tid… hmmm.

andreabeverly

Jeg tror, i mit dybt naive hjerte at det blir anderledes. At jeg ikke falder i de kategorier som nogen andre gør, måske. At jeg mirakuløst kan være ærlig uden at røbe alting. Skrive om andet end forbrug og ting der kategoriserer al materialisme som det eneste der gør lykkelig. (Ja- det er fordommene jeg lige udpensler, i know…) og at Bloggers Delight ikke har nogen anelse om at de har lukket klassens nørd ind til festen! Jeg er vild med det. Hahaha. Gad vide om jeg får ret…. Glæder mig!

M.

 

 

To eat or not to eat- MEAT!

Jeg begyndt for snart 3 år siden at skære kraftigt ned på kød i min mad. Og jeg har et mål. En dag vil jeg gerne leve fuldt vegansk. Men jeg tager det roligt, for der er en finte. Jeg elsker kød. Helt ærligt! Jeg kunne stå op om natten for at lave en bøf! Gerne medium/rare, så der stadig var farve og saft og kraft i! Jeg kunne spise alt kød. Okse, svin, vildt, fisk, kylling(selvom jeg altid kedede mig når jeg spise kylling). Når jeg rejste var det spændende at smage anderledes kød, Forskællige fisk, diverse måder at tilberede svin, lokale delikatesser. Krokodille, kænguro, marsvin…

Så hvorfor opgive noget man har så stor kærlighed til? Fordi jeg ikke kan stå inden for det mere. Efter at have set Food, inc. må jeg indrømme at jeg slet ikke bryder mig om kød mere, fordi jeg så hvad det kostede.

Jeg har intet i mod daglige kødspisere, nogen gange sukker jeg og tænker “ignorance is bliss, stik mig en pose flæskesvær nu!” Men, når man først har taget et skridt mod en forandring, så er det svært at gå tilbage, uden at miste sig selv.

Og jo jeg spiser stadig kød, ind i mellem. Hvis det har været fritgående og økologisk. Så har livet måske i det mindste ikke været helt ondt ved det dyr jeg kværner ned. Og jeg kender mig selv. Det skal ske gradvist og velovervejet.

Så min pointe… Hmmm, min poiente er nok bare at der kommer nok flere fortællinger om vejen til den gode samvittigheds mad.  Og så vil jeg elske at høre om de af jer der har taget skridtet- og lever 100% vegansk! anyone?

-Og hey hvis du sys det pis irriterende med ENDNU en der råber højt om veganisme og dyrevelfærd, så før du skriver en lang vred klamamse, så se enten: Cowspiracy eller Vegucated og fortæl om du stadig er upåvirket. Tak.

M.

happy-cow

Om at miste, en man aldrig virkeligt har mødt…

Sidste mandag morgen møder jeg op hos Laura Drasbæk fordi vi skal på workshop tur men vores teatergruppe FELT. Jeg var spændt, det er altid nogen helt vildt gode dage vi har, hvor vi finder ind til kernen af hvorfor vi er i dette mærkelige fag, vi nu en gang er i. Så glæden var stor fordi forventningerne var høje. Det første der så kommer ud af munden på Laura, efter en knus og hendes tilkendegivelse af at hun endnu ikke har pakket (selvom vi skulle køre 5 min tidligere end jeg troppede op…) var ordene:

DAVID BOWIE ER DØD.

Undskyld, a hva? Der opstår et lille tomrum i min krop og mellem os. Bowie er en en af de oftest spillede musikere i mit barndomshjem, jeg har kendt hans ansigt siden jeg var lille. Hans smukke men halv mærkelige jule duet med Bing Cospy er for mig en audiotiv manifestation af alt der er trygt og hyggeligt ved en barndoms jul. Og så lige der, i en taglejlighed på Nørrebro, fik jeg besked om at han var død. Laura pakkede og radio avisen kom på, jeg stoppede med at drikke den juice Laura havde stukket mig og hun stoppede med at pakke. De nævnte det igen i Radioen, “Og sangeren David Bowie er død 69 år…” Det var ikke helt til at rumme. En af de stærkest lysende stjerner var slukket.

Resten af dagen var vi vist alle påvirkede af det. Alle havde en kontakt til hans musik og kunsteriske profil… Vi hørte Bowie hele aftenen, efter alle øvelserne var sluttede. Jeg tænkte på min mor, som var helt fortabt i ham. Sendte hende og min kæreste smser.

Det er et mærkeligt tomrum, når en man aldrig har mødt- men føler en kontakt til alligevel, dør. Det er nok den der fornemmelse af at musik kan være en bedste ven. En sang kan udtrykke glæde man føler eller sorg man ikke kan rumme og gennem en fulendt sang kan man få en forløsning og en usagt ven. Nu kommer alle hans sange til at lyde anderledes. For os alle der fandt tryghed i hans udtryk.

bowieblog

“The stars look very different, today…”

Gods speed awesome awesome Thin White Duke.  M

Older posts