De elskede 90’ere…

Så var der modeuge sidste uge… Jeg var heldig at være til 5 smukke shows, med hver sin stilart. Det show hvor jeg blev mest overrasket var LOVECHILD 1979, Anne-Dorthe Larsen har suget 90’erne til sig og spyttet dem ud, på en anden måde end vi har set før. For 10 år siden, før det blev hverdag kost med slum fester med afdankede eurodance musikere, holdt jeg på at 90’erne ville storme tilbage. Som hvert årti fra 1900 ind imellem stikker næsten frem. Og det er jo sket, Moonspoon Saloon lavede nogen mega svedige collaborations med buffalo for nogen år tilbage blandt andet. Men det LOVECHILD 1979 har lavet er en kollektion der er brugbar og minimal, men alligevel så 90’er venlig at jeg næsten fik tårer i øjenene. Med lyden af Garbage, Republica, Elastica og Hole renvaskede hun de gamle klicher om 90’erne og langede noget nyt over disken.

Men hvorfor er 90’erne så fine? Hvorfor dukker de op og gør os, nogen af os (ihvertfald), der var teenagere dengang lettere rørstrømske når vi ser tøj derfra eller P6 holder “P6 elsker Trip hop”?
Min teori: Fordi det var det sidste årti hvor vi var trygge. Den fagre ny verden havde endnu ikke helt banket på, mobilerne kunne sms’e og ringe op og kunne indeholde 130 navne. Nettet var noget man havde hørt om eller os var det noget en it nørd eller en der interrailede brugte. Og alle vidste hvem der var de gode og hvem der var de onde. Det var sort og hvidt, amerikanske film var cheesy men det var acceptabelt for sådan var det (om det er blevet bedre kan diskuteres inden for visse genrer!), computer spil var i bit og lignede ikke noget fra virkeligheden -og politikerne, var måske lidt til grin indimellem, men man stolede da nogenlunde på dem. Det var det sidste uskyldige årti, før verden blev nabo til sig selv med en skype forbindelse der kan forbinde folk fra hele verden på ingen tid…

Måske var det kun fordi jeg var barn og meget ung voksen? Der er intet nyt under solen om måske er der virkelig ikke sket en skid. Men det er som om den fælles bevidsthed er ændret.

Anyways, det er min tanke om hvorfor 90’erne vil dukke op i lang tid endnu! Jeg har det sååå fint med det!

lovechild

   

Tofu all the way- eller?

Ooops- undskyld ingen posts i laaang tid, skal vist lige ind i en rytme… Men så skete der noget i aften, der er lige til en post. Og det er om mad. Haps haps- eller hva?

Som nævnt i en tidligere blog post, er jeg fan af vegetar og vegansk mad. Jeg har spist tofu- mange gange, og jeg elsker det! Men jeg har aldrig selv tilberedt det… Det skulle så være i aften. Og det gik, både rigtig godt og rigtig rigtig kikset!

Det var lidt “find hva der er i hjemmet og bix noget sammen” stilen. Kigger i skabet, kun hvide ris, det gider jeg ikke, ingen brune? Hmmm, så tar jeg noget pasta, fuldkorns that is… Det fint jo. Grøntsager? Spidskål, rødløg, peberfrugt, ingefær, hvidløg, gulerødder- Hvorfor ikke?

Hakker hele pivtøjet mens pastaen spil koger. Finder soya, chili sovs, fiske sovs og honning frem. Marinerer tofuen i chili, groft hakket hvidløg og honning. Planen er så at stege den på en varm pande med en god portion olie (raps). Alting går så fint, men jeg er pis sulten og er af natur ikke særlig tålmodig med ting (med mennesker- alt for tålmodig! Det må skrives om en anden gang!) Tofuen er heldigvis færdig og jeg tager den af panden og lægger den på en tallerken ved siden af. Pastaen er også færdig, så den tages også af blusset og står dampende klar til at være tilbehør lige om lidt. Sådan er planen ihvertfald… Nu var min tanke så at grøntsagerne bare skulle på med lidt fiskesovs og lidt soya ha lidt tæv af varmen og så serveres. Desværre ryger halvdelen af syoaen på panden! Flasken var mere gavmild end planlagt. Fuck it- smider gulerødder, ingefær og løg på. Og så er det at jeg får verdens bedste ide- mener jeg selv… Sesam frø! Jeg har nogen black sesam seeds i krydderi skuffen, de ska da bare kværnes i. Men grundet min utålmodighed, tjekker jeg ikke lige hva det er jeg står med.
Kamp hælder det jeg tror er sesam frø over panden- for at indse:
Det er lakridsgranulat! fucking lakridsgranulat.
I et panisk forsøg på at være kold og velovervejet tænker jeg at det måske kan være spændende, fusions køk stilen- og kyler derefter peberfrugt og kål på. Det ser næsten rigtigt ud, men så smager jeg. Fy for… Er fan af lakrids- som lakrids. Og soya sovs, i småååå mængder. Men det her var ikke godt! Som i føj for helvede.

Nå, men jeg trøster mig ved tanken om at tofuen smagte godt (faktisk rigtig godt)- om end lidt kedeligt med kun pasta til, jeg er mæt og hvis man aldrig fucker op i køkkenet, afprøver man ikke nok.

Lakridsgranulat untill next time- fuck dig.

Go aften allesammen.

M.

tofu uden lakrids

 

 

Hvis jeg ikke var mig ville jeg være…

…Grimes. Ingen tvivl. Claire Elisa Boucher. Hun er så mega sej. Helt åben for sin egen kerativitet og lader den blomstre vildt og utæmmet. I denne her nye video, leger hun med elementer fra gamer livet, Michael Jackson’s “bad”, Nirvanas “smells like teenspirit”, cyperpunk/cypergoth (pænt vild stil btw) og elementer fra 90’er kitch og kult filmen “Blade”. Rollespil, amerikansk tegneserie stil og japansk animee florerer også. Det hele går op i en højere enhed, selvom man ikke lige forventede det med de ingredienser. Jeg havde glædet mig meget til den her video, fordi jeg synes det er det svedigste nummer på et album, som jeg ikke mener er lige så genialt som det forrige (Visions var fænomenalt!). Videoen er stylet og klippet helt perfekt og igen arbejer hun sammen med sin Bror Mac Boucher. De har tidligere stået for de mest gennemførte af hendes videoer.

grimes-kill-v-maim-still

Hun blir en så stor indflydelse på de næste mange års musik, tror jeg. Åh Hvor er hun sej.

Ja. total girl crush…

Men siden det ikke er sådan at jeg reelt er Grimes,
så har jeg det så fint med at være mig og ha hende i mine øre, når jeg vil.

(Btw hvis du er blevet inspireret af Grimes så er der støvler og tern og en leggins eller to at finde her
Brug koden: 335406 før den 24/1-2016.)

M.

 

   

Nu er 16 altså for grådigt.

Stenede på Facen og så dukkede det op i mit feed. Else Marie Pade er død.

Modstands kvinde og musik pioneer -og anerkendelsen af hende som fortræffelig komponist kom sent. Mod, mod og tålmod. (Jeg håber at lærer det hele.)

Du kan nu inddeles i en af de to følgende kategorier: Musiknød eller Spotifymenig. Den ene er ikke bedre end den anden, de er blot forskellige. Hvis du er sidste nævnte vil du tænke “who the fuck died???!”. Jeg tror jeg vil sige det sådan- den danske elektroniske scene har mistet sin mor. 91 år gammel. En hel undergrund af nørder og ravere har mistet hende den seje gamle. The Queen.
Det vil svare til den dag Dansk toppen mister Birthe Kjær. Det er bare trist…

Havde en gang æren af at høre en koncert og et interview med hende. Det var meget rørende og ærligt. Hun virkede så ydmyg og taknemmelig. Over at nogen fandt hendes værker smukke. For det var de. Måske ikke helt let fordøjelige hvis man ikke er vant til halv mærkelige elektroniske universer, men unikke og ja- smukke.

Jeg skrev en sætning ned som hun sagde, for den var helt fortryllende:

“Jeg ku høre stjernerne. De var meget høje og smukke, og de var mine!” Sagt med den fineste hæse lille stemme.

Og sådan synes jeg hendes musik lyder. som stjerner… Flyv godt Queen Else Marie Pade.

Og nu synes jeg ærlig talt du har været sulten nok 2016. Kan du evt lade være med at ta flere koryfæer, bare lige den næste måned? Det ville være rart. Tak. Piv.

Else_Marie_Pade_baandoptager

There is a special place in Hell, for bloggers…

And now I’m apparently gonna join them!

Så er det i morgen tidlig, min blog blir officiel…. OMFG. En af mine kollegaer synes det var det dummeste jeg kunne gøre. For så vil jeg blive for kommerciel og ikke have mere privat liv. Jeg forstår hende godt, og har selv haft tanken. Men nu prøver jeg altså. Hvis det ikke fungere så er det jo bare det… En del af mine veninder har synes det var sejt.

Jeg har det egenligt bare som dengang, med MySpace. Når jeg havde lavet en ny flot profil. Jæs jæs. Jeg var en af dem der gik meget op i det, juks… MySpace. Og nu er det så en blog tid… hmmm.

andreabeverly

Jeg tror, i mit dybt naive hjerte at det blir anderledes. At jeg ikke falder i de kategorier som nogen andre gør, måske. At jeg mirakuløst kan være ærlig uden at røbe alting. Skrive om andet end forbrug og ting der kategoriserer al materialisme som det eneste der gør lykkelig. (Ja- det er fordommene jeg lige udpensler, i know…) og at Bloggers Delight ikke har nogen anelse om at de har lukket klassens nørd ind til festen! Jeg er vild med det. Hahaha. Gad vide om jeg får ret…. Glæder mig!

M.

 

 

To eat or not to eat- MEAT!

Jeg begyndt for snart 3 år siden at skære kraftigt ned på kød i min mad. Og jeg har et mål. En dag vil jeg gerne leve fuldt vegansk. Men jeg tager det roligt, for der er en finte. Jeg elsker kød. Helt ærligt! Jeg kunne stå op om natten for at lave en bøf! Gerne medium/rare, så der stadig var farve og saft og kraft i! Jeg kunne spise alt kød. Okse, svin, vildt, fisk, kylling(selvom jeg altid kedede mig når jeg spise kylling). Når jeg rejste var det spændende at smage anderledes kød, Forskællige fisk, diverse måder at tilberede svin, lokale delikatesser. Krokodille, kænguro, marsvin…

Så hvorfor opgive noget man har så stor kærlighed til? Fordi jeg ikke kan stå inden for det mere. Efter at have set Food, inc. må jeg indrømme at jeg slet ikke bryder mig om kød mere, fordi jeg så hvad det kostede.

Jeg har intet i mod daglige kødspisere, nogen gange sukker jeg og tænker “ignorance is bliss, stik mig en pose flæskesvær nu!” Men, når man først har taget et skridt mod en forandring, så er det svært at gå tilbage, uden at miste sig selv.

Og jo jeg spiser stadig kød, ind i mellem. Hvis det har været fritgående og økologisk. Så har livet måske i det mindste ikke været helt ondt ved det dyr jeg kværner ned. Og jeg kender mig selv. Det skal ske gradvist og velovervejet.

Så min pointe… Hmmm, min poiente er nok bare at der kommer nok flere fortællinger om vejen til den gode samvittigheds mad.  Og så vil jeg elske at høre om de af jer der har taget skridtet- og lever 100% vegansk! anyone?

-Og hey hvis du sys det pis irriterende med ENDNU en der råber højt om veganisme og dyrevelfærd, så før du skriver en lang vred klamamse, så se enten: Cowspiracy eller Vegucated og fortæl om du stadig er upåvirket. Tak.

M.

happy-cow

   

Om at miste, en man aldrig virkeligt har mødt…

Sidste mandag morgen møder jeg op hos Laura Drasbæk fordi vi skal på workshop tur men vores teatergruppe FELT. Jeg var spændt, det er altid nogen helt vildt gode dage vi har, hvor vi finder ind til kernen af hvorfor vi er i dette mærkelige fag, vi nu en gang er i. Så glæden var stor fordi forventningerne var høje. Det første der så kommer ud af munden på Laura, efter en knus og hendes tilkendegivelse af at hun endnu ikke har pakket (selvom vi skulle køre 5 min tidligere end jeg troppede op…) var ordene:

DAVID BOWIE ER DØD.

Undskyld, a hva? Der opstår et lille tomrum i min krop og mellem os. Bowie er en en af de oftest spillede musikere i mit barndomshjem, jeg har kendt hans ansigt siden jeg var lille. Hans smukke men halv mærkelige jule duet med Bing Cospy er for mig en audiotiv manifestation af alt der er trygt og hyggeligt ved en barndoms jul. Og så lige der, i en taglejlighed på Nørrebro, fik jeg besked om at han var død. Laura pakkede og radio avisen kom på, jeg stoppede med at drikke den juice Laura havde stukket mig og hun stoppede med at pakke. De nævnte det igen i Radioen, “Og sangeren David Bowie er død 69 år…” Det var ikke helt til at rumme. En af de stærkest lysende stjerner var slukket.

Resten af dagen var vi vist alle påvirkede af det. Alle havde en kontakt til hans musik og kunsteriske profil… Vi hørte Bowie hele aftenen, efter alle øvelserne var sluttede. Jeg tænkte på min mor, som var helt fortabt i ham. Sendte hende og min kæreste smser.

Det er et mærkeligt tomrum, når en man aldrig har mødt- men føler en kontakt til alligevel, dør. Det er nok den der fornemmelse af at musik kan være en bedste ven. En sang kan udtrykke glæde man føler eller sorg man ikke kan rumme og gennem en fulendt sang kan man få en forløsning og en usagt ven. Nu kommer alle hans sange til at lyde anderledes. For os alle der fandt tryghed i hans udtryk.

bowieblog

“The stars look very different, today…”

Gods speed awesome awesome Thin White Duke.  M

Det sidste lille skænderi…

Jeg har netop afsluttet en forestilling på Folketeatret. Et vidunderligt teater hvor jeg var så heldig at få lov at medvirke i en fornem lille forestilling. Gustav Wied’s “Skærmydsler”. Skrevet i 1902 og stadig aktuelt. Jeg spillede den unge Ellen som gik på universitet og var glad over der ikke var kønsopdeling på hendes forelæsninger. Ellen boede hos sine to gamle (og ret tørre) tanter som blev spillet af Malene Schwartz og Sonja Oppenhagen.
(Jeg tænkte hver aften jeg mødte ind, “hold op, hvor er jeg dog heldig…
Så dygtige kollegaer er jo en ære og et privilege”)

Skærmydsel, betyder et lille vredesudbrud. Hvis den skulle nyoversættes til nu dansk, kunne den, med et glimt i øjet, oversættes til “Flueknepperi”. De der åndsvage detaljer der kan pisse os af, unge som gamle. Og er der for mange af dem, kører det helt af sporet… -Og det kørte af sporet for Ellen.
Malene og jeg skulle mod forestillingens slutning ende med at råbe og skændes, og sidste aften, var det mere vemodigt end normalt. Midt i scenen, stragte tiden sig et kort øjeblik (I kender det nok, et sekund kan føles som 5 minutter) og jeg tænkte at det var sidste gang jeg skulle skændes som Ellen.

Sådan er det med teater, og med alting, det ender en dag. Eller en aften.
Og mens jeg pakkede mine make-up ting sammen på garderoben, tænkte jeg over hvor dejlig en tid det havde været. Nogen gange så er vi heldige og oplever noget vi har drømt om, nogen gange så møder vi søde, gode mennesker vi kan lære så meget af. -Og når de stunder kommer, er det med at nyde det. For pludselig står man og pakker sin gamle make-up ting sammen og så er glasset tomt og festen slut.

Btw så er jeg løbet tør for gode make-up børster…
Dem tror jeg, jeg finder her, indtil næsten gang, hvor jeg flytter ind i en garderobe
og skal møde nye dygtige mennesker.

Screen Shot 2016-01-09 at 21.16.47

Helloooo and good evening

Yep, hello and good evening! Så sidder jeg her, med mit første indlæg.

Ja, jeg er blevet bidt af en cyper vampyr og er som så mange andre, før mig, blevet forvandlet til en BLOGGER! Endnu en!

Det er sjovt, for tanken har strejfet mig før, mange gange! Men jeg har aldrig rigtigt gjort noget ved det. Tænkte allerede på det i 08, men der følte jeg lidt jeg var 3 år bagud! I dag, i bagklogskabens skarpe lys, tror jeg det var godt at jeg først starter nu, 10- nej vent, 11 år “for sent” i forhold til min egen kritiske sans… Så selvkritik har holdt mig tilbage. Mangel på mod har også, jeg tænkte jeg ikke havde nok og skrive om, men det kan kun tiden vise, ikke?

 Jeg har ihvertfald tænkt mig at give det et forsøg, for det kribler sgu lidt i fingrene.

Så her er det, skrevet med løs hånd og et par små sommerfugle i maven, mit første indlæg.

Og jeg kan lige så godt sige det, jeg tror det blir nørdet og kringlet… Eller det er ihvertfald min (forløbige) plan. Mua har har har!

Glæder mig meget.

alfred1

Og eftersom jeg truer med nørdning, så må jeg vel hellere allerede slå til.

Derfor er her et billede af Alfred Hitchcock. Bum.